Support har åbent man. - tors. kl. 09.00 - 16.30. Fredag kl. 09.00 - 16.00 | kontakt@legaldesk.dk | Tlf. 93 87 78 89
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

09. januar 2024

Energimærke

En bolig, der skal sælges eller udlejes, skal have et gyldigt energimærke. Energimærket angiver en boligs energimæssige stand. Læs mere om, hvad energimærket indebærer og hvordan man får en energimærkerapport.

Hvad er et energimærke?

Energimærket på en bolig fortæller om en boligs energiforbrug og dermed kan køber eller lejer få en ide om, hvad det vil koste i varme- , el- og vandforbrug at bo i boligen. På den måde kan køber eller lejer få mulighed for at sammenligne boliger ud fra deres energimæssige stand.

Køberen får adgang til en energimærkerapport, hvor energimærket er angivet med uddybende forklaring samt en energiplan med forslag til, hvad køber kan gøre for at spare på energien. Derudover vil energimærkningen også være angivet i den endelige købsaftale.

Se, hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen.

Energimærkernes betydning

Der skelnes mellem energimærkerne A2020, A2015, A2010, B, C, D, E, F, G. De tre A’er refererer til nye bygningsklasser og lavenergihuse, mærkerne refererer til energikravene i bygningsreglementet. Det betyder, at en bolig, der er mærket A2010 lever op til de krav, der i Bygningsreglementet 2010. Derfor ses A’erne primært i forbindelse med nybyggeri. Energimærke A er altså det mest effektive og energibesparende og dermed den allerbedste energimærkning en bolig kan få, hvor G er den mindst effektive. Hvis en bolig har energimærket A, er det velisoleret og billigt at varme op. Energimærket og boligens pris går også hånd i hånd, jo bedre energimærke jo højere er boligprisen og omvendt.

Hvilke boliger skal energimærkes?

Alle nyopførte bygninger på 60 m2 eller derover skal energimærkes som en kontrol af, at bygningen overholder energikravene i bygningsreglementet. Dette er også gældende for sommerhuse. Derudover skal stor set alle andre bygninger, der anvendes til beboelse og erhverv energimærkes ved salg eller udleje, uanset hvor gamle de er. Det drejer sig om følgende bygninger:

  • En- og tofamiliehuse

  • Rækkehuse

  • Bygninger med ejerlejligheder

  • Bygninger med andelsboliger, anparter og aktier i boligfællesskab

  • Bygninger til udlejning eller bygninger med lejeboliger

  • Et hus der skal udlejes i mere end 2 måneder

Derudover skal bygninger, der er over 1000 m2 altid have et gyldigt energimærke, uanset om det skal sælges eller ej.

Hvilke boliger skal ikke energimærkes?

De bygninger, der er fritaget fra energimærkeordningen er:

  • Sommerhuse, medmindre det er nybyggeri

  • Tilbygninger

  • Kolinihavehuse

  • Garager

  • Carporte

  • Udhuse

  • Fritliggende bygninger med et samlet etageareal på under 60 m2

  • Bygninger, der efter aftale skal rives ned efter salg

  • Fredede bygninger (bevaringsværdige bygninger er ikke inkluderet) 

Hvem skal sørge for energimærkningen?

Det er sælgers/udlejers ansvar, at der bliver udarbejdet en energimærkerapport og sælger/udlejer er forpligtet til at udlevere energimærket inden boligen annonceres til salg eller leje. Ved salg af en ejerlejlighed, anpart eller andelsbolig er det ejer-, anparts- eller andelsboligforeningen, der skal sørge for energimærket og stille det til rådighed for sælger senest tre uger efter, at sælger har anmodet om det. 

Hvem udfører energimærkningen?

Energimærkningen skal foretages af en beskikket energikonsulent fra et certificeret energimærkningsfirma. Energikonsulenten skal personligt gennemgå ejendommen og derudfra skrive en energimærkningsrapport og indberette energimærkningen til Sekretariatet for Energieffektive Bygninger.

Hvad koster energimærkningen?

Energistyrelsen har fastsat en max. pris for, hvor meget en energimærkningsrapport må koste for mindre bygninger. Prisen afhænger dog af ejendommens størrelse. De tal der gælder for 2024 er:

  • 6.966 kr. for en bygning på under 100 m2

  • 7.664 kr. for en bygning på 100-199 m2

  • 8.361 kr. for en bygning på 200-299 m2

  • 1.260 kr. for et enfamiliehus ude bygningsgennemgang

Derudover er der forhold, der gør, at max. prisen skal nedsættes:

  • Hvis ejendommen er opført efter 1. januar 1980 skal prisen nedsættes med 375 kr.

  • Hvis der foreligger et energimærke udført i henhold til energimærkningsreglerne fra 1. september 2006 skal prisen nedsættes med 1.248 kr.

  • Hvis energikonsulenten modtager målfaste tegninger, som indeholder information om rørlængder- og dimensioner samt om isoleringstykkelser i skjulte konstruktioner, skal prisen nedsættes med 251 kr.

Hvad angår større bygninger og erhvervsejendomme, er der ingen øvre grænse for, hvad en energikonsulent må tage for en energimærkerapport.

Hvor længe er energimærket gyldigt?

Energimærker er gyldige i 5, 7 eller 10 år fra den dag, hvor det er registreret. Gyldigheden afhænger af, hvornår energimærket blev udstedt. Det betyder:

  • Energimærker udarbejdet efter d. 1. september 2006 er gyldige i 5 år fra den dag de er udstedt

  • Energimærker udarbejdet mellem d. 1. september 2006 til 31. januar 2011 er gyldige i 7 år fra den dag de er udstedt

  • Energimærker udarbejdet efter d. 1. februar 2011 er gyldige i 10 år fra den dag de er udstedt (hvis der findes besparelser, der svarer til mere end 5 % af ejerens energiforbrug, gælder mærket dog kun 7 år)

En energimærkning må i udgangspunktet genbruges, når boligen skal sælges igen, hvis det sker inden for den givne gyldighedsperiode. Dog mister energimærkningen sin gyldighed, hvis der sker ombygning eller andre ændringer, der påvirker boligens energiforbrug.