Support har åbent man. - tors. kl. 09.00 - 16.30. Fredag kl. 09.00 - 16.00 | kontakt@legaldesk.dk | Tlf. 93 87 78 89
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

05. december 2023

Fritagelse for digital post og MitID

Hvis man ikke er i stand til at modtage eller betjene digital post og MitID, kan man blive fritaget fra dette. Der er dog nogle betingelser man skal opfylde, før at det kan ske. Læs med her og få svar på, hvilke betingelser det drejer sig om og hvad det vil sige at være fritaget for digital post.

Hvad er digital post og MitID?

Digital post er breve fra det offentlige, der sendes digitalt til ens digitale postkasse på borger.dk eller til ens e-boks, hvis man er tilmeldt dette. Derudover kan du også give private virksomheder tilladelse til at sende dig digital post via e-boks. Digital post er altså en erstatning for papirbaseret post. Alle borgere i Danmark over 15 år modtager i forbindelse med digital post et MitID. MitID fungerer som en privat adgangskode til at åbne og benytte den digitale postkasse samt adgangskode til mange andre sider på nettet. Et personligt MitID gør det sikkert for dig at se og oplyse fortrolige og følsomme oplysninger på nettet.

Hvem kan blive fritaget for digital post?

Hvis du ikke kan anvende digital post eller MitID, kan du blive fritaget for dette. Der er dog nogle betingelser du skal opfylde. Du kun kan blive fritaget fra at modtage digital post, hvis du opfylder mindst én af disse betingelser:

  • Du ikke har adgang til en computer med internetforbindelse i dit hjem eller opholdssted
  • Du har en fysisk eller kognitiv funktionsnedsættelse, der forhindrer dig i at modtage digital post
  • Du er registreret som udrejst af Danmark
  • Du er blevet hjemløs
  • Du har sproglige vanskeligheder
  • Du har praktiske vanskeligheder ved at skaffe et MitID

Hvordan bliver jeg fritaget fra digital post?

For at blive fritaget fra at modtage digital post fra det offentlige, skal du møde personligt op hos din lokale Borgerservice og udfylde en blanket, hvor du bekræfter, at du opfylder mindst én af de ovenstående fritagelseskriterier. Derudover skal du vise legitimation, for at sikre din identitet. Hvis du bliver fritaget, kan du få en skriftlig kvittering på fritagelsen. Fritagelsen gælder permanent, hvilket er nyt, da der tidligere har været tale om midlertidige fritagelser. Det betyder, at alle fritagelser fra d. 1 oktober 2017 bliver permanente, uanset om de tidligere har været midlertidige. Er du blevet fritaget, men ønsker at modtage digital post igen, skal du ophæve din fritagelse ved at kontakte Borgerservice.

Få hjælp til at blive fritaget med en fuldmagt

Hvis du ikke selv har mulighed for at møde personligt op hos Borgerservice, kan du med en fuldmagt give et nærtstående familiemedlem eller ven adgang til at skrive under på, at du ønsker fritagelse. Du kan finde en fuldmagt til dette formål her.

Hvis du derudover ønsker at bestemme, hvem der i fremtiden skal tage sig af dine personlige og økonomiske interesser i tilfælde af, at du bliver ude af stand til dette, kan du lave en fremtidsfuldmagt. En fremtidsfuldmagt træder kun i kraft, hvis du en dag ikke kan varetage dine egne forhold. Derfor skaber en fremtidsfuldmagt sikkerhed og tryghed for din fremtid. Læs mere om fremtidsfuldmagt her.

Fritagelsen gælder ikke digital selvbetjening

Digital post og digital selvbetjening er ikke det samme. Det betyder, at selvom du bliver fritaget for at modtage digital post, bliver du ikke automatisk fritaget for digital selvbetjening.

Folketinget har dog vedtaget en lov for at forenkle reglerne for digital fritagelse. Loven, der trådte i kraft 1. juni 2023, gør det nemmere at blive fritaget fra Digital Post. Loven gør det også muligt at få alternativer til digital selvbetjening uden at skulle begrunde det ved hvert ærinde med det offentlige. 

Hvad er digital selvbetjening?

Digital selvbetjening giver dig mulighed for at betjene dig selv på nettet, eksempelvis, når du skal flytte adresse, skifte læge eller søge offentlige ydelser, såsom boligstøtte, helbredstillæg eller lignende. Når du skal betjene dig selv digitalt skal du også bruge MitID for at få lov til at bruge de forskellige tjenester.

Hvordan fritages jeg fra digital selvbetjening?

Hvis du ikke kan bruge digital selvbetjening, kan du blive fritaget. Det er vigtigt, at være opmærksom på, at du ikke kan blive fritaget fra digital selvbetjening generelt. Derfor vil du blot blive fritaget fra gang til gang i forhold til den enkelte handling du skal foretage digitalt. For at blive fritaget skal du henvende dig til dit lokale Borgerservice, enten personligt eller telefonisk, der er ingen krav om at du skal møde op. Borgerservice vil vurderer, hvorvidt du kan blive fritaget eller ej. Det er op til den enkelte kommune, hvilke alternativer de vil tilbyde dig i stedet for digital selvbetjening. Det kan eksempelvis være en papirblanket du skal udfylde. Det er også muligt, at du kan anvende de computere, der står til fri afbenyttelse på Borgerservice og få en medarbejder til at hjælpe dig med den enkelte sag.