Support har åbent man. - tors. kl. 09.00 - 16.30. Fredag kl. 09.00 - 16.00
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

08. januar 2024

Hegnsloven

Som udgangspunkt bestemmer du og din nabo selv, hvordan jeres hegn, hæk eller anden skillelinje skal være. Hvis I er uenige omkring hegnet, skal I dog følge reglerne i hegnsloven. Vi forklarer her, hvornår hegnsloven gælder, hvad et hegnsyn er og hvilke regler, der er værd at kende.

Hvad er hegnsloven?

Hegnsloven beskriver de rettigheder og pligter, som du og din nabo har i forhold til at opsætte og ændre egne og fælles hegn. Hegn omfatter alt fra plankeværk og hæk til murstensmur og rækker af sammenhængende træer.  

Hegnsloven omfatter følgende områder:

  • Fælleshegn, det vil sige hegn, der står i skellet (grænsen) mellem ejendomme

  • Egne hegn, det vil sige hegn, der står på egen grund

  • Grene fra naboejendomme

Se, hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter efter videoen.

Hvornår gælder hegnsloven?

Hegnsloven er kun aktuel, hvis du er uenig med din nabo om et hegn. Det betyder, at I som udgangspunkt selv må bestemme, hvordan jeres hegn skal være. Kan I ikke blive enige om hegnsforholdet, skal I bruge reglerne i hegnsloven.

Du skal være opmærksom på, at hvis der findes anden lovgivning eller særlige bestemmelser (servitutter) om hegnsforholdet på din ejendom, så går disse bestemmelser forud for hegnslovens regler.

Hvad er hegnsynet?

Hvis du ikke kan blive enig med din nabo ved at følge hegnslovens regler, kan du kontakte kommunens såkaldte hegnssyn og bede om at få foretaget et hegnsyn på kommunens hjemmeside. Det koster 2.100 kroner at få foretaget et hegnsyn (2023), og det er hegnsynet, der bestemmer af hvem og hvordan, gebyret skal betales. Hvis man ikke har råd til at betale for et hegnsyn, kan man søge om hjælp til at betale sagens omkostninger hos Familieretshuset.

Hegnsynet vil i første omgang forsøge at få jer til at indgå et frivilligt forlig, men hvis dette ikke er muligt, vil hegnsynet afgøre sagen for jer. Hvis du er uenig i afgørelsen, kan du senest fire uger efter, at afgørelsen er truffet, indbringe sagen for domstolene.

Det er også muligt at indbringe striden direkte for domstolene, uden at hegnsynet har behandlet sagen, dog vil dette typisk medføre større omkostninger end at få foretaget et hegnsyn.

Regler for fælleshegn

Et fælleshegn er et hegn, der skiller din ejendom fra naboejendommen. Dig og din nabo bestemmer selv højde og udseende på fælleshegnet, og I vil typisk dele vedligeholdelsesopgaver. Hvis I ikke kan blive enige om fælleshegnet, kan I følge reglerne i hegnsloven, der bestemmer at:

  • Højden på hegnet skal fastsættes til et sted mellem 1,8 meter og 2 meter. Det må ikke overstige 2 meter

  • Du har ret til at stille krav om, at din nabo deltager med halvdelen af arbejdet og udgifterne ved opsætning og vedligeholdelse af hegnet

  • Hvis det er dig, der vil ændre på fælleshegnet, skal du være enig med din nabo først

  • Du må ikke beskære en fælles hæk så langt ned eller tynde den så meget ud, at den ikke længere giver læ

Bemærk, at hegnsloven ikke kan afgøre, hvor fælleshegnet skal stå. Er I i tvivl om dette, kan I finde de gamle skelpæle mellem ejendommene eller kontakte en landinspektør. Bemærk derudover, at hvis I er uenige om bygninger, såsom carporte og udhuse, skal I følge reglerne i Bygningsreglementet, og en klage skal rettes til kommunens tekniske forvaltning.

Regler for eget hegn

Et eget hegn er et hegn, der står på din egen ejendom. Hegnsloven bestemmer blandt andet følgende for eget hegn, som du skal følge:

  • Hvis dit eget hegn står længere væk fra skellinjen end 1,75 meter, må du selv bestemme højden på hegnet. Det betyder, at hvis du planter en høj busk 2 meter fra skellinjen, er den ikke omfattet hegnsloven

  • Dit eget hegn må ikke være til mere gene for din nabo end jeres fælleshegn. Det betyder eksempelvis, at hegnet ikke må skygge mere for lys og udsigt, end fælleshegnet allerede gør

Bemærk, at beplantning på din egen ejendom stadig skal overholde naborettens almindelige regler.

Regler for beplantning

Hegnsloven har en række regler for beplantning, som du skal følge, hvis du er uenig med din nabo. Hegnslovens regler for beplantning er:

  • Du må gerne skære grene fra naboens træ af, hvis de vokser gennem fælleshegnet, eller hvis de hænger så lavt ind over hegnet, at hegnet skades

  • Du må gerne skære grene fra naboens træ af, hvis de hænger så lavt ind over din grund, at du ikke kan komme til med havemaskiner

  • Du kan kræve, at naboen skærer gamle og rådne grene af, hvis de udgør en sikkerhedsfare – dette må du ikke selv gå i gang med

Bemærk, at udover reglerne om grene, indeholder loven ikke regler om fritstående træer og anden beplantning på skellinjen, medmindre det fungerer som et fælleshegn. Uenigheder herom skal afgøres efter naboretlige regler ved domstolene.

Hegn ud mod offentlig færdsel

Hvis du har et hegn, der grænser op til en vej, sti eller plads, som er åben for offentlig færdsel, har Hegnsloven en række regler, som du skal følge. Disse regler er:

  • Hegnet skal stå på din grund

  • Du skal klippe hækken én til to gange om året, og hækken må ikke vokse ud på vejen, stien eller pladsen

  • Hegnet må ikke spærre for udsynet ved et vejkryds eller sving

  • Du skal selv opsætte, vedligeholde og betale for hegnet

  • Du skal holde hegnet i god stand

Særlige hegnsregler i Københavns Kommune

Hegnslovens almindelige regler gælder ikke for Københavns Kommune. Reglerne for hegn i Københavns Kommune findes i kommunens bygningsvedtægt, som du kan læse mere om her.