Support har åbent man. - tors. kl. 09.00 - 16.30. Fredag kl. 09.00 - 16.00 | kontakt@legaldesk.dk | Tlf. 93 87 78 89
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

03. januar 2024

Navneændring - sådan gør du

Du kan selv bestemme, om du vil skifte både fornavn, mellemnavn og efternavn, eller nøjes med en af delene. I denne artikel kan du læse mere om, hvordan du søger om navneskift, prisen for navneskift og navneskift i forbindelse med ægteskab.

Hvordan ændrer jeg mit navn?

For at ændre dit fornavn, mellemnavn eller efternavn kræver det, at du sender en online ansøgning på borger.dk ved at logge ind med dit NemID. Du skal først trykke på “Familie og børn”, derefter “Navne og navneændring” og til sidst “Navneændring” for at komme ind på den rette side.

Hvad koster et navneskift?

Det koster et gebyr på 585,66 kr. (2024) at foretage et navneskift. Det gælder uanset, om det er en decideret navneændringer, eller hvis du sletter et navn. Gebyret er et administrationsgebyr. Det betyder, at det er selve behandlingen af din ansøgning, der koster 585,66 kr. (2024).

Hvis du ansøger om navneændringer for flere personer, vil det koste et gebyr pr. person. Du skal dog kun betale ét gebyr, hvis personerne i ansøgningen er: 

  1. Ægtefæller

  2. Ugifte samlevende

  3. Søskende eller plejebørn under 18 år

  4. Forældre og børn under 18, der søger om samme navneændring

Se, hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen.

Navneskift ved ægteskab

Hvis du og/eller din ægtefælle ønsker at skifte navn i forbindelse med jeres ægteskab, kan I gøre dette gratis. For at undgå gebyret på 585,66 kr, skal I søge om navneændringen senest tre måneder efter vielsen. Ønsker I, at navneændringen skal ske på selve bryllupsdagen, skal I søge om navneændring senest 15 dage inden vielsen.

Vi anbefaler desuden, at I samtidig overvejer, om I bør oprette en ægtepagt. Når I bliver gift, får I nemlig automatisk formuefællesskab (også kaldet delingsformue eller fælleseje). Formuefællesskab betyder, at I som ægtefæller skal dele jeres samlede formue 50/50 mellem jer, hvis ægteskabet skulle ophøre enten ved separation, skilsmisse eller hvis en af jer går bort.

Når I opretter en ægtepagt om særeje, ændrer (eller ophæver) I dette formuefællesskab, så I ikke skal dele alle jeres ejendele og hele jeres respektive formuer. I kan selv bestemme, hvor meget særejet skal omfatte - alt hvad I hver især ejer, eller kun for bestemte ejendele/pengesummer.

Med Legal Desk kan I oprette en ægtepagt, der passer til netop jeres behov. 

Læs mere om ægtepagter her

Navneændring i forbindelse med skilsmisse

Hvis du skal skilles eller er blevet skilt, men har din forhenværende ægtefælles mellem- eller efternavn koster det et gebyr på 585,66 kr. (2024) at få dit navn ændret. Det gælder også selvom, du tidligere har båret det navn, som du ønsker at ændre til.

Hvordan ændrer jeg mit barns navn?

Hvis du ønsker, at ændre dit barns navn søger du om dette på borger.dk. Det koster et gebyr på 585,66 kr. (2024). Du skal dog ikke betale gebyret, hvis dit barn er under 18 år og skal have navneændringer som følge af, at du selv skal ændre eller har ændret navn. Der er generelt forskellige forhold du skal tage hensyn til, hvis du vil ændre dit barns navn. 

  1. Hvis du deler forældremyndigheden med din partner, skal I begge give samtykke til navneændringen.

  2. Hvis du har forældremyndigheden alene, skal du oplyse barnets anden forælder om navneændringen.

  3. Hvis du har forældremyndigheden alene, og dit barn har samme mellem- eller efternavn som barnets anden forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne forælder afgive en erklæring om, at han eller hun accepterer barnets navneændring.

  4. Hvis dit barn er over 12 år, skal barnet selv give sit samtykke til navneændringen.

  5. Hvis dit barn er under 12 år, skal myndigheden indhente oplysninger om barnets holdning til navneændringen ud fra barnets alder og modenhed.

  6. Hvis dit barn skal have et mellem- og/eller efternavn, der stammer fra en sted- eller plejeforælder, skal sted- eller plejeforælderen give samtykke til denne navneændring.

Godkendte navne

Alle personer i Danmark skal have minimum ét fornavn inden de er fyldt seks måneder. Det er muligt at få flere fornavne, hvis det ønskes. Du kan også have et eller flere mellemnavn(e). Du kan selv vælge, hvad dit fornavn skal være, så længe det er på listen over godkendte fornavne. Som mellemnavn kan du både vælge navne fra listen over godkendte fornavne og listen over de frie efternavne. Du kan også tage et mellemnavn, der har en slægtsmæssig eller lignende tilknytning til dig. Dog kan en dreng ikke få et pigenavn og en pige kan ikke få et drengenavn. Hvis det fornavn du ønsker, ikke er godkendt på listen, kan du søge om at få det godkendt på borger.dk.

Hvis du ønsker at tage din ægtefælles ellers samlevers mellem- eller efternavn, kræver det et samtykke fra vedkommende. Hvis I er samlevende skal I dog have boet sammen i mindst to år eller have et fællesbarn under 18 år, som har eller skal have det givne navn.

Ønsker du din stedmors, stedfars, plejemors eller plejefars mellem- eller efternavn, kræver det også et samtykke fra vedkommende.

Frie efternavne

Alle skal have et efternavn. Det er kun muligt at have ét efternavn, men du kan godt have flere mellemnavne. Efternavnet står til sidst i dit navn og er typisk relateret til din slægt.

Der er nogle regler i forhold til, hvilket efternavn du må bære.

  1. De efternavne, der bæres af mere end 2000 personer er tilgængelige for alle og kaldes de frie efternavne. Du kan derfor frit vælge et af dem, når du søger om navneændring. Du kan her se de frie efternavne her

  1. De efternavne, der bæres af under 2000 personer, kan ikke frit vælges. Du skal derfor have samtykke fra samtlige bærere af det givne efternavn for at få lov at bære det. Du kan på borger.dk finde ansøgningen “Samtykke til brug for ansøgning om navneændring”.

  1. Hvis du ønsker at få et nyt efternavn, der endnu ikke bæres af nogle personer i Danmark, kan du søge om at få det godkendt på borger.dk.  

  1. Du kan tage et efternavn, du har en slægtsmæssig eller lignende tilknytning til.

  1. Det er muligt at forbinde to efternavne med en bindestreg og på den måde bliver det til ét efternavn. 

  2. Et efternavn der er forbundet med en bindestreg, altså hvor der er to navne, kan splittes, så det kun er det ene navn, der bevares som efternavn.

Hvad hvis jeg bor i udlandet og ønsker navneændring?

Hvis du er dansk statsborger, men har fast bopæl i udlandet, skal du søge om navneændring i det land, hvor du har bopæl. Du skal nemlig have fast adresse i Danmark for at søge om navneændring. Der er tilfælde, hvor ansøgningen i udlandet bliver afvist på grund af det danske statsborgerskab. Hvis det er tilfældet, skal du søge om navneændring i det danske sogn, du sidst har haft bopæl i. Det gør du på borger.dk.

Hvis du blot opholder dig midlertidigt i udlandet, skal du søge om navneændring på normal vis i Danmark.

Hvem skal jeg oplyse om min navneændring?

Når du ændrer dit navn sendes oplysningen automatisk til CPR/Folkeregistret. Dog skal du selv oplyse banker, forsikringsselskaber, arbejdsgiver, uddannelsesinstitutioner og lignende om dit nye navn. 

Hvad med mit pas, kørekort og sundhedskort ved navneændring?

Selvom du skifter navn, behøver du ikke skifte pas og kørekort ud. De er begge gyldige indtil udløbsdatoen. Du skal dog være opmærksom på, at du i nogle tilfælde skal oplyse om dit gamle navn, selvom du ikke længere hedder det. Det kan eksempelvis være, hvis du køber en flybillet. Det navn, der står på din flybillet skal være identisk med det navn, der står på dit pas. Dit sundhedskort (gult sygesikringsbevis) skal derimod udskiftes, når du skifter navn. Du kan søge om nyt sundhedskort på borger.dk