14. december 2022
Nogle virksomheder skal have en NemID medarbejdersignatur for bl.a. at kunne logge på e-boks, modtage post fra offentlige myndigheder og underskrive dokumenter online. Andre virksomheder kan bruge et privat NemID til samme formål.
Hvorvidt din virksomhed skal have en NemID medarbejdersignatur kommer an på virksomhedstypen og -strukturen. Det vil sige, hvorvidt virksomheden er personligt ejet eller er et kapitalselskab, om du er ansat eller ejer og endelig, om der er én eller flere tegningsberettigede i virksomheden. Disse ting bestemmer, om du skal have en NemID medarbejdersignatur.
Nedenfor har vi listet de forskellige scenarier - find scenariet, der er gældende for dig og din situation, og se om din virksomhed har brug for en NemID medarbejdersignatur.
Vejledning til bestilling af NemID medarbejdersignatur
Hvis du ejer et kapitalselskab, og er selskabets eneste tegningsberettigede, skal du ikke have en NemID medarbejdersignatur, da du blot kan bruge dit private NemID. Årsagen er, du som eneste tegningsberettigede alene kan handle på vegne af selskabet, og derfor er det tilstrækkeligt med dit private NemID.
Er du derimod én af flere tegningsberettigede i selskabet, skal I have en NemID medarbejdersignatur, da I er flere der har ret til at handle på vegne af selskabet.
Hvis du er ansat i et kapitalselskab og ikke er tegningsberettiget, skal virksomheden have en NemID medarbejdersignatur for, at du for eksempel kan logge ind på de offentlige it-systemer på vegne af virksomheden. Når NemID medarbejdersignatur bestilles første gang, skal virksomheden indgå en aftale med Nets. Denne aftale skal underskrives af en tegningsberettiget i virksomheden.
Usikker på hvem der er tegningsberettiget? Tjek det her
Personligt ejede virksomheder, som enkeltmandsvirksomheden, har ingen tegningsregler. Hvis du har en enkeltmandsvirksomhed, kan du alene træffe alle beslutninger på vegne af virksomheden. Derfor kan du bruge dit private NemID, og du behøver altså ikke en NemID medarbejdersignatur.
Hvis du er ansat i en personligt ejet virksomhed, skal du have en NemID medarbejdersignatur. Første gang der skal bestilles NemID medarbejdersignatur, skal virksomheden indgå en aftale med Nets. Denne aftale skal underskrives af ejeren af enkeltmandsvirksomheden.
Bestil NemID medarbejdersignatur her