Support har åbent man. - tors. kl. 09.00 - 16.30. Fredag kl. 09.00 - 16.00 | kontakt@legaldesk.dk | Tlf. 93 87 78 89
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

05. januar 2023

Peberspray

Brugen af pebersprays har længe været et omdiskuteret og kontroversielt emne i Danmark, som har været genstand for skiftende lovgivning. Pr. den 1. februar 2021 blev retten til at have en peberspray i hjemmet tilbagerullet, således at dette nu kræver en særlig tilladelse fra politiet. Du kan i denne artikel se alle betingelserne for at måtte besidde og anvende peberspray.

Hvad er en peberspray?

En peberspray er en lille spraydåse, der typisk indeholder en stærk koncentration af chili og cayennepeber, der er blandet med vand eller olie. Hvis en person rammes i ansigtet og i øjenregionen, vil personen opleve akutte øjenkramper og midlertidig blindhed. Blindheden varer i omkring en halv time og er forsvundet helt efter et par timer. Udover blindhed vil personen der rammes også opleve svie på huden, irritation af slimhinderne og hoste. Pebersprayen virker på en afstand i op til 6-7 meter. Virkningen indtræder øjeblikkeligt og er derfor meget effektfuld, men giver ikke varige mén.

Peberspray delvist lovlig i Danmark - krav om særlig tilladelse

En peberspray betragtes som et våben, og reglerne for besiddelse og brug af peberspray har derfor udgangspunkt i våbenloven. Det har hidtil været ulovligt både at sælge, anskaffe sig og bruge peberspray i Danmark, men den 1. januar 2019 blev det lovligt at have en peberspray i hjemmet til brug for selvforsvar og for at skabe øget tryghed. På baggrund af erfaring herfra har regeringen imidlertid konkluderet, at det omvendt kan skabe utryghed i samfundet, at den almene borger har adgang til noget, der kan sidestilles med et våben. Samtidigt vurderer de, at ordningen har øget tilgængeligheden af peberspray på en måde, der kan misbruges. Derfor er den såkaldte peberspraysordning blevet tilbagerullet i et vist omfang, da besiddelse nu kræver, at man søger om og får en særlig tilladelse. 

Denne tilladelse er navnlig tiltænkt særligt udsatte personer, der kan dokumentere et særligt behov for beskyttelse og tryghed både derhjemme og i det offentlige rum, såsom stalkingofre eller ofre for æresrelaterede forbrydelser. Om du kan opnå en tilladelse, vil altid være en konkret vurdering. Det vurderes bl.a., om du er i konkret risiko for et voldeligt overfald. 

Hvis du anskaffede dig en peberspray før den 1. februar 2021, skal du have bortskaffet dig denne nu. Disse regler gælder dog ikke for politibetjente i tjeneste, der både må bære og anvende peberspray som nødværge imod gerningsmænd. 

Hvis du får en særlig tilladelse til bevilling af peberspray, skal følgende krav stadig være opfyldt: 

  • Erhvervelse af en tilladelse kræver, at du er fyldt 18 år.
  • Det er kun politiet, der kan bevillige peberspray. Det er således ulovligt at være i besiddelse af en peberspray uden en gyldig tilladelse hertil.
  • Selvom du har fået en særlig tilladelse, må du fortsat kun må anvende pebersprayen til selvforsvar, hvis du eller en anden person bliver angrebet. Brugen af peberspray omfatter både dit eget hjem og det offentlige rum.
  • Det er tilladt at købe peberspray i udlandet, men for at kunne tage denne med ind i Danmark, kræver det, at du fået den specielle våbentilladelse.
  • Det er ikke tilladt at fremstille sin egen peberspray.

Du kan ansøge om tilladelse til peberspray på politiets hjemmeside under deres selvbetjening. For at opnå tilladelse kræver det, at du kan begrunde ansøgningen, herunder oplyse, hvem du konkret har brug for at kunne forsvare dig imod, og hvorfor du frygter et overfald.

Hvad er straffen for at besidde eller bruge en peberspray?

De nye lovændringer har ikke indflydelse på straffen for brug af peberspray i det offentlige rum. Hvis du bliver stoppet af politiet, og du er i besiddelse af en peberspray, koster det dig en bøde på mellem 1.400 kr. og 3.000 kr. samt en plet på din straffeattest. Hvis du bruger peberspray mod en person i det offentlige rum, bliver det som udgangspunkt betragtet som vold og kan som nævnt give 14 dages fængsel ved førstegangstilfælde. Dog er der undtagelser, hvis pebersprayen eksempelvis bliver brugt i selvforsvar som en nødværgehandling. I sådanne tilfælde kan der potentielt gælde andre regler, som bliver afgjort ud fra den enkelte sag. Det skal dog kunne bevises rent juridisk, at der lovligt er handlet i nødværge.