Support har åbent man. - tors. kl. 09.00 - 16.30. Fredag kl. 09.00 - 16.00 | kontakt@legaldesk.dk | Tlf. 93 87 78 89
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

10. januar 2024

Pasningsorlov

Hvis du i en periode skal passe en nærtstående, der er alvorlig syg eller har et handicap, kan du holde pasningsorlov fra dit arbejde. I denne periode bliver du ansat af kommunen, der udbetaler dig løn. I denne artikel forklarer vi, hvilke regler der gælder i forhold til pasningsorlov.

Hvad er pasningsorlov?  

Hvis du har en nærtstående, der er alvorlig syg eller har et handicap, har du mulighed for at holde pasningsorlov fra dit arbejde. Pasningsorlov betyder, at du holder fri fra dit arbejde i en periode, for at passe en nærtstående, der opholder sig i eget hjem, og som er alvorlig syg eller har et handicap. Dette kan eksempelvis være indtil I beslutter, hvad der skal ske med pasningen på længere sigt, eller hvis din nærtstående i en periode har flere kortvarige indlæggelser.

Når du holder pasningsorlov, bliver du ansat som hjælper af den kommune, hvor den nærtstående bor. For at blive ansat af kommunen, er det et krav, at du allerede har tilknytning til arbejdsmarkedet. Du anses som være tilknyttet til arbejdsmarkedet, hvis du er:

  • Lønmodtager

  • Selvstændig erhvervsdrivende

  • Modtager af arbejdsløshedsdagpenge

  • Kontanthjælpsmodtager og kravet om tilknytning til arbejdsmarkedet er opfyldt (arbejdsledige og selvstændige medregnes også).

Se, hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen.

Hvornår kan du holde pasningsorlov?

Der er ikke noget krav til, hvilken relation du skal have til den nærtstående. Det kan altså både være et familiemedlem eller en nær ven. Den nærtstående kan både være et barn, en voksen eller en ældre. Der er en række betingelser, der skal være opfyldt, før du kan blive ansat af kommunen og tage pasningsorlov fra dit normale arbejde. Disse betingelser er følgende:

  • Sygdommen eller handicappet skal være med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller en kronisk eller langvarig lidelse, herunder uhelbredelig lidelse

  • Plejebehovet skal svare til et fuldtidsarbejde

  • Der skal være enighed mellem dig og den nærtstående om pasningsforholdet

  • Kommunen skal vurdere, at der ikke er noget afgørende, der taler imod pasningsforholdet

Bemærk, at din nærtstående kun kan få tildelt én pasningsordning til ét sammenhængende sygdomsforløb eller handicap. Det betyder, at der ikke er en anden, der kan overtage pasningen, når din ansættelse som hjælper ophører. Dog kan der tildeles en ny pasningsordning, hvis den nærtstående får en anden lidelse eller en funktionsnedsættelse.

Løn under pasningsorlov

Når du bliver ansat af kommunen til at passe en nærtstående, modtager du løn af kommunen under din pasningsorlov. Denne løn udgør 26.018 kr. (2024) før SKAT om måneden.

Du kan blive ansat op til seks måneder, og ved særlige forhold kan perioden forlænges med yderligere tre måneder. Du kan vælge at opdele pasningen i perioder af minimum 1 måned, og efter aftale med din arbejdsgiver, kan pasningen opdeles i endnu kortere perioder.

Sådan søger du om at blive hjælper

Du skal ansøge om at blive hjælper hos den kommune, hvor den nærtstående bor. Inden du søger om plejevederlag, skal du aftale plejeorloven med din arbejdsgiver. Din arbejdsgiver skal herefter over for kommunen bekræfte, at du ønsker at holde plejeorlov. Er du derimod ledig på arbejdsmarkedet, skal du aftale plejeorloven med din A-kasse eller dit jobcenter.  

Fordeling af pasningsordningen mellem flere

Det er muligt at opdele rollen som hjælper mellem flere personer, hvis alle opfylder betingelserne for ansættelsen. Hvis I er flere, der deler pasningsordningen, får I udbetalt lønnen forholdsmæssigt i forhold til, hvordan I har fordelt pasningen. Kontakt kommunen hvis I er flere, der ønsker at dele pasningsordningen.

Hvis en nærtstående er døende

Hvis du har en nærtstående, der er døende, har du ret til at holde plejeorlov fra dit arbejde. I denne periode kan du holde fri fra dit normale arbejde, så du kan pleje din nærtstående den sidste tid. Under dit plejeorlov kan du få udbetalt et plejevederlag fra kommunen.