Support har åbent man. - tors. kl. 09.00 - 16.30. Fredag kl. 09.00 - 16.00 | kontakt@legaldesk.dk | Tlf. 93 87 78 89
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

23. december 2022

Hemmelig adresse

Hvis du ikke ønsker, at CPR (Det Centrale Personregister) må udlevere dit navn og adresse, kan du ansøge om hemmelig adresse. Vi forklarer her, hvad en hemmelig adresse beskytter dig imod, hvordan du ansøger om hemmelig adresse, og hvilke undtagelser adressebeskyttelsen har.

Hvad er en hemmelig adresse?

Hemmelig adresse betyder, at CPR (Det Centrale Personregister) ikke må udlevere dit navn og adresse til privatpersoner. Virksomheder vil dog i visse tilfælde stadig kunne få oplyst din adresse, eksempelvis hvis det drejer sig om virksomheder, som du skylder penge. Denne beskyttelse bliver også kaldt navne- og adressebeskyttelse. Hvis du har hemmelig adresse, betyder det automatisk også, at dit navn og adresse ikke bliver optaget i lokale vejvisere som eksempelvis Krak. Det er også muligt at ansøge om lokal vejviserbeskyttelse uden at få registreret hemmelig adresse.  

Sådan får du hemmelig adresse

Hvis du ønsker at få hemmelig adresse, skal du ansøge digitalt om at få registreret navne- og adressebeskyttelse. Du kan ansøge om adressebeskyttelse på Borger.dk eller på din kommunes hjemmeside ved at bruge dit NemID. Hvis du ikke selv har mulighed for at lave en digital ansøgning, kan din kommune hjælpe dig med ansøgningen, eksempelvis kan du blive fritaget fra digital selvbetjening.

Bemærk, at selvom du får registreret hemmelig adresse, så vil dit telefonnummer fortsat være offentligt tilgængeligt. Det vil sige, at dit teleselskab har pligt til at videregive dit telefonnummer, hvis dette ønskes. Hvis du vil have hemmeligt telefonnummer, skal du selv gøre dit teleselskab opmærksom på det.

Se hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen

Hvad koster det at få hemmelig adresse?

Det koster ikke noget at få registreret hemmelig adresse i CPR. Hvis du ønsker at få  navne- og adressebeskyttelse, kan du altså ansøge om dette gratis.

Hvor længe gælder hemmelig adresse?

Når du har fået registreret navne- og adressebeskyttelse (hemmelig adresse) i CPR, gælder beskyttelsen som udgangspunkt for et år - også selvom du flytter adresse. Hvis du efter perioden ønsker at få adressebeskyttelsen forlænget, skal du ansøge om det igen på Borger.dk eller på din kommunes hjemmeside. Det er dit eget ansvar at huske, at ansøge om forlængelse af din hemmelige adresse.

I særlige situationer kan kommunalbestyrelsen bestemme, at adressebeskyttelsen skal have længere varighed end et år.

Sådan afmelder du hemmelig adresse

Hvis du vil afmelde din navne- og adressebeskyttelse, inden beskyttelsen automatisk ophører, skal du gøre dette digitalt på Borger.dk eller på din kommunes hjemmeside. Hvis du på forhånd ved, at du kun ønsker at have hemmelig adresse for en kortere periode end et år, kan du påpege dette i din ansøgning om adressebeskyttelse.

Hvem kan få udleveret min hemmelige adresse?

Selvom du har fået registreret hemmelig adresse, kan offentlige myndigheder fortsat få adgang til dit navn og adresse i CPR. Det samme gør sig gældende for private kreditorer eller andre privatpersoner, hvis de for eksempel kan bevise, at du mangler at betale en faktura, eller hvis det har en retlig interesse.

Beskyttelse mod markedsføring 

Hvis du også vil undgå at få tilsendt reklamemateriale, skal du tilmeldes Robinsonlisten. Du fritages nemlig ikke automatisk fra at modtage reklamer, fordi du får hemmelig adresse. Vær dog opmærksom på, at Robinsonlisten ikke omfatter reklamer og tilbudsaviser uden adresse på. Hvis du vil undgå dette, skal du melde din adresse til ‘reklamer nej tak’ hos PostNord. Som erhvervsdrivende kan du også beskytte din virksomhed imod uopfordrede reklamehenvendelser ved at søge om reklamebeskyttelse. Du kan læse mere om, hvordan du reklamebeskytter din virksomhed her.