10. november 2020
For at ændringer i direktionen kan træde i kraft, skal de registreres hos Erhvervsstyrelsen på Virk.dk. I denne vejledning guider vi dig gennem registrering af ændringer i virksomhedens direktion, trin for trin.
Når du har lavet og underskrevet dit generalforsamlingsreferat eller dit bestyrelsesreferat, skal du registrere ændringen hos Erhvervsstyrelsen. Hvis du ikke har underskrevet dokumentet med NemID endnu, kan du læse mere om, hvordan du gør her.
Når du er klar til registrere, skal du som det første gå til Erhvervsstyrelsens IT-system og vælge “Ændre virksomhed”:
Herefter kommer du til siden nedenfor, hvor du skal trykke på knappen “Start”:
Når du har klikket "Start", skal du logge på med dit NemID for firmaet eller med din digitale medarbejdersignatur:
Du vil herefter blive bedt om at acceptere betingelserne for brug af systemet:
Nu er du logget ind. Du skal nu indtaste CVR-nummeret for det selskab, hvor direktionen skal ændres, og dernæst trykke "Søg":
Når du har fundet virksomheden, skal du trykke på “Ændre” og herefter “Rediger virksomhed”:
Dernæst skal du gå ned til “Ledelse” og trykke på “Rediger”:
Nu kan du fjerne en direktør ved at trykke på “Fratræd” og tilføje en ny direktør ved at klikke på “Tilføj medlem”:
Hvis du vælger, at en eksisterende direktør skal fratræde, skal du alene oplyse fratrædelsesdatoen.
Hvis du vil tilføje en ny direktør, skal du indtaste navn og CPR-nummer (hvis direktøren har dansk CPR-nummer):
Hvis der er to eller flere direktører i selskabet, skal du huske at sætte en af dem til at være “Adm. Direktør” (Administrerende Direktør).
Når du har indtastet informationerne om den nye direktør, skal du trykke på “Tilføj”.
Når du har tilføjet den nye direktør, kan du se, hvordan direktionen vil se ud fremadrettet:
Hvis den nye direktør skal erstatte den eksisterende direktør, skal du huske at klikke på “Fratræd”. Hvis der skal være mere end én direktør, så husk at én af dem skal være sat til “Adm. direktør”.
Når du er tilfreds med, hvordan direktionen er sammensat, skal du trykke på “Gem ændringer”.
Du er nu næsten færdig. Gå ned til sektionen “Dokumentation” og tryk på "Rediger":
Du kan nu trykke på “Vedhæft” og vælge dit underskrevne generalforsamlingsreferat eller bestyrelsesreferat:
Når dette er gjort, skal du angive, hvilken type dokument, du har vedhæftet:
“Referat af ordinær generalforsamling”
“Referat af ekstraordinær generalforsamling”
Når du har valgt dette og datoen for godkendelse, skal du trykke på “Tilføj”.
Dokumentation er nu tilføjet, og du skal trykke på “Gem ændringer”:
Du mangler nu kun at godkende ændringerne og betale et gebyr til Erhvervsstyrelsen på 180 kr. Tryk på “Godkend og Afslut”:
Endelig skal du trykke på “Godkend og Betal” for at gennemføre ændringerne.
Når du kommer til betalingsform, skal du vælge “Separat faktura”.
Ændringen er nu gennemført, og du vil modtage en kvittering på mail fra Erhvervsstyrelsen i løbet af få minutter.
Du kan dobbelttjekke ændringerne ved at slå din virksomhed op på datacvr.virk.dk.
Direktionen i din virksomhed er nu ændret!