Telefonsupport har åbent man. - tors. kl. 10.00 - 15.00. Chatten har åbent 9:00 -16.30. Fredag kl. 9.00 - 16.00
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

12. september 2024

Det blå sygesikringskort

Skal du rejse til et land i Europa, bør du have det blå sygesikringskort med dig. Men hvad er det blå sygesikringskort, hvad dækker det og hvordan får man et? Læs med og få svarene her.

Hvad er det blå sygesikringskort?

Det blå EU-sygesikringskort, der i daglig tale blot kaldes det blå sygesikringskort, er et sygesikringskort, der giver dig ret til samme behandling som borgerne i det land, du rejser i, hvis der opstår behov for læge- eller sygehusbehandling, medicin mm. Det blå sygesikringskort kan bruges i følgende lande: 

  • EU-lande

  • Norge

  • Island

  • Liechtenstein

  • Schweiz

Det betyder, at når du rejser til andre lande end de ovennævnte, dækker det blå sygesikringskort ikke. Hvis du ønsker at være dækket uden for Europa, kan du oprette en privat rejseforsikring gennem et forsikringsselskab.

Se hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen

Hvornår er jeg dækket af det blå sygesikringskort?

For at være dækket af det blå sygesikringskort skal du først og fremmest have sygesikringskortet med i fysisk forstand. Derudover gælder det blå sygesikringskort kun, hvis du opholder dig midlertidigt i udlandet (op til 1 år). Hvis du opholder dig i udlandet i mere end 1 år, skal du tegne en privat rejseforsikring for at være dækket. Det blå sygesikringskort dækker dig på dit udlandsophold, hvis:

  • Du skal på ferie

  • Du skal i ulønnet praktik eller være au-pair

  • Du skal studere eller tage en anden faglig uddannelse

  • Du skal arbejde i udlandet og har en afgørelse om, at du er omfattet af dansk social sikring 

Hvad dækker det blå sygesikringskort?

Med det blå sygesikringskort er du dækket ved både akut sygdom eller tilskadekomst og behovsbestemt sygehjælp, eksempelvis, hvis du brækker benet, eller har behov for medicin til en kronisk sygdom. Som nævnt giver det blå sygesikringskort dig ret til samme behandling som borgerne i det land, du opholder dig i. Det betyder, at du kan risikere at skulle betale hele behandlingen selv, hvis dette er gældende for borgerne i det givne land. Det er op til lægen, hvorvidt der er behov for behandling her og nu. Lægen ser blandt andet på dit opholds længde og behandlingens karakter. Derudover kan det blå sygesikringskort kun dække behandlingen, hvis behandleren er tilknyttet den offentlige sygesikring i det land, du opholder dig i.

Hvad dækker det blå sygesikringskort ikke?

Det blå sygesikringskort dækker ikke behandlinger på privathospitaler eller privat klinikker og heller ikke udgifter til hjemtransport, hvis det bliver nødvendigt. I nogle lande dækker kortet heller ikke udgifter til sygetransport. Derudover dækker det blå sygesikringskort heller ikke planlagte behandlinger. Det vil sige, hvis det eneste formål med rejsen er behandlingen. Hvis du vil være sikker på at være dækket i forhold til udgifterne til syge- og hjemtransport, skal du tegne en privat rejseforsikring.

Hvordan får jeg det blå sygesikringskort?

For at få det blå sygesikringskort skal du bestille det digitalt på borger.dk. Du kan også bestille et kort til din ægtefælle eller dine børn under 18 år, hvis de bor på samme adresse som dig (børn under 18 år kan ikke selv bestille det blå sygesikringskort). Du får automatisk sendt et midlertidigt bevis med Digital Post, hvis du bor i Danmark og skal bruge det blå sygesikringskort til ferie, studieophold under 1 år eller familiebesøg. 2-3 uger efter ansøgningen vil du få det blå sygesikringskort tilsendt med posten. Hvis du ikke har mulighed for at bestille det blå sygesikringskort digitalt, kan du få hjælp hos kommunens borgerservice eller bibliotek.

Hvad koster det blå sygesikringskort?

Det blå sygesikringskort er gratis og gyldigt i op til fem år. Efter de fem år kan det fornyes gratis. Dog kan gyldigheden være kortere, hvis du skal bruge kortet til andet end ferie eller bor i udlandet. Det er vigtigt, at dit blå sygesikringskort er gyldigt i hele perioden, hvor du er udenlands, ellers gælder det ikke.

Hvordan får jeg dækket mine udgifter?

Du kan søge om at få dækket udgifter til lægebehandling eller medicin HER. Det er vigtigt at gemme alle kvitteringer for de udgifter, du har brugt på behandlingen, da disse skal vedlægges i ansøgningen.