Support har åbent man. - tors. kl. 09.00 - 16.30. Fredag kl. 09.00 - 16.00 | kontakt@legaldesk.dk | Tlf. 93 87 78 89
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

15. december 2022

Indskydergaranti

Indskydergaranti er en garantiordning, der forsikrer dit indestående i banken. Det betyder, at du får de første 100.000 euro – svarende til 745.000 kr. – erstattet af Garantifonden for Indskydere og Investorer, hvis din bank går konkurs og dine penge går tabt. Læs mere om indskydergaranti, og hvordan den fungerer her.

Hvad er indskydergaranti?

Indskydergaranti er en garantiordning for indskydere og investorer, der forsikrer de penge, som du har stående i banken med op til et vist maksimumsbeløb. På nuværende tidspunkt er maksimumsbeløbet på 100.000 euro – svarende til 745.000 kr. – hvilket betyder, at hvis din bank går konkurs, så er de første 745.000 kr. dækket af garantien.

Det er Garantifonden for Indskydere og Investorer, som er en privat og selvejende institution, der sikrer dig mod et eventuelt tab. Garantifonden dækker ikke kun banker, men også andre pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber.

Indskydergarantien eksisterer i Danmark på baggrund af et EU-initiativ, som har haft til formål at skabe stabilitet i de finansielle systemer i de lande, som er medlemmer af den Europæiske Union. Der er således indskydergaranti i alle EU-lande. Indførelsen af indskydergarantien har været et essentielt led i at sikre, at det finansielle system ikke kommer i ubalance på trods af eventuelle bankkonkurser. Dette skaber også øget incitament for at sætte sine penge i banken.

Se hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen. 

Hvordan fungerer indskydergarantien?

Indskydergarantien dækker som nævnt en beløbsgrænse på 745.000 kr. Hvis dit indestående på din bankkonto overstiger det nævnte beløb, vil den overskridende del ikke blive dækket af indskydergarantien ved bankens eventuelle konkurs.

Hvis du har forskellige konti hos flere banker, vil du være dækket med maksimumsbeløbet i hver enkelt bank. Dermed kan det være en god idé at sprede dine penge ud, hvis du har mange af dem. Hvis du står som ejer af en konto sammen med en anden, så vil den pågældende konto være dækket to gange af indskydergarantien svarende til 200.000 euro eller 1.490.000 kr.

Nogle former for indskud har en udvidet dækning, hvilket betyder, at disse indskud vil være dækket fuldt ud, uanset om de overstiger beløbsgrænsen på 745.000 kr. Det er navnligt pensionsopsparinger og børneopsparinger, der er dækket fuldt ud af Garantifonden.

Hvad med eventuel gæld?

Hvis du både har opsparet penge og gæld i banken, så vil gælden blive fratrukket din opsparing inden, at du får indskydergarantien udbetalt ved bankens eventuelle konkurs. Det er således dit nettoindestående (formue fratrukket gæld), som du får udbetalt.

Udbetaling fra Garantifonden 

Kommer din bank under konkurs- eller rekonstruktionsbehandling, vil du som udgangspunkt senest fem dage efter behandlingens indledning blive kontaktet af Garantifonden. Herefter får du fremsendt en oversigt over dit samlede mellemværende og formentlig også en vejledning til, hvordan du skal forholde dig i den pågældende situation. Du skal herefter vælge et nyt pengeinstitut, som vil hjælpe dig med at anmelde dit krav mod Garantifonden, der formentlig vil blive udbetalt til dit nye pengeinstitut inden for syv arbejdsdage.