Support har åbent man. - tors. kl. 09.00 - 16.30. Fredag kl. 09.00 - 16.00 | kontakt@legaldesk.dk | Tlf. 93 87 78 89
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

12. januar 2024

Dagpenge

Dagpenge er et beløb, som du kan modtage månedligt af din a-kasse, hvis du bliver arbejdsløs. Du kan også modtage sygedagpenge i tilfælde af sygdom, graviditet og fødsel. Men hvor meget får man i dagpenge, hvornår udbetales dagpenge og hvilke krav skal man opfylde for at modtage dagpenge? Få alle svarene her.

Hvad er dagpenge?

Dagpenge er et månedligt beløb, som du kan få udbetalt af din a-kasse, hvis du bliver arbejdsløs. Der findes dog også en anden form for dagpenge, kaldet sygedagpenge, hvilket er et beløb, som du kan få udbetalt af din a-kasse i tilfælde af sygdom, graviditet og fødsel. For at du kan blive berettiget til at modtage dagpenge eller sygedagpenge, skal du opfylde en række krav. Disse krav kan du læse mere om i afsnittet længere nede.

Hvor meget får man i dagpenge?

Din dagpengesats beregnes ud fra, hvor meget du modtog i løn, inden du blev arbejdsløs. Du kan maksimalt modtage 90 procent af din tidligere løn i dagpengesats. Den højeste dagpengesats er på 20.359 kr. (2024) for fuldtidsforsikrede, og 13.573 kr. (2024) for deltidsforsikrede.

Dagpengesatsen beregnes som udgangspunkt ved, at din a-kasse kigger på de 12 måneder inden for de sidste to år, hvor du har modtaget mest i løn, før du blev arbejdsløs. Hvis du ikke har haft en lønindtægt i denne periode, forlænges den til tre år.

Hvornår udbetales dagpenge?

Dagpenge udbetales den sidste bankdag i måneden hver måned. For at kunne få udbetalt dine dagpenge til tiden, skal du dog udfylde et dagpengekort senest den femte sidste bankdag i måneden. Et dagpengekort er et skema over de nødvendige oplysninger, som a-kassen skal have for at kunne beregne din dagpengesats for perioden. Dagpengekortet skal blandt andet indeholde oplysninger om, hvor mange timers arbejde du har haft, om du har holdt ferie og om du har været syg.

Din ret til dagpenge for måneden kan bortfalde, hvis du ikke indsender dagpengekortet senest en måned og 10 dage efter, at den måned, du søger dagpenge for, udløber.

Hvor længe kan man få dagpenge?

Som fuldtidsforsikret har du ret til at modtage dagpenge i 3.848 timer, mens du som deltidsforsikret har ret til at modtage dagpenge i 3.120 timer. Retten til at modtage dagpenge i dette antal timer gælder for en periode på 36 måneder. Hvis du er fuldtidsforsikret, har du ret til at modtage dagpenge i et antal timer, der sammenlagt svarer til 24 måneder, hvilket du så skal nå at bruge inden for 36 måneder. 

Hvilke krav skal jeg opfylde for at kunne modtage dagpenge?

Krav til medlemskab hos en a-kasse

For at du kan blive berettiget til at modtage dagpenge fra din a-kasse, er det et krav, at du har været medlem af a-kassen i mindst ét år inden du ansøger om ydelsen.

Krav til indkomst

Det er også et krav, at du hidtil har haft en indkomst på mindst 263.232 kr. (2024) Du kan dog højst tælle 21.194 kr. (2024) med om måneden, når du skal beregne, om du opfylder kravet. Det betyder, at højtlønnede ikke har bedre muligheder for at opfylde kravet sammenlignet med lavtlønnede.

Krav til arbejdstimer

Hvis du har modtaget dagpenge inden for det sidste år, stilles der ikke et krav til din indkomst. Der stilles dog imidlertid et krav til det antal timer, som du har arbejdet i løbet af året. Af kravet følger, at du skal have arbejdet minimum 1.924 timer, hvilket svarer til ca. 37 timer om ugen i 12 måneder, hvilket også svarer til ét års fuldtidsarbejde. 

Krav til rådighed 

Hvis du søger om dagpenge på grund af arbejdsløshed, stilles der et krav om, at du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Dette betyder, at du skal være klar til at arbejde igen, hvis du får et nyt arbejde. Du skal således være aktivt jobsøgende og tilmeldt i jobcentret. Det indebærer, at du ikke blot kan holde ferie, imens du modtager dagpenge. 

Skal jeg betale skat af mine dagpenge?

Du skal altid betale skat af dine dagpenge. Hvor meget du får udbetalt i dagpenge, afhænger af, hvor stort dit fradrag er, og hvor høj din skatteprocent er. Dit fradrag er det beløb, som du årligt fritages for at betale skat af, fordelt på årets 12 måneder. Det årlige personfradrag er på nuværende tidspunkt på 49.700 kr. (2024) for personer over 18 år.

Din skatteprocent er den procent af din indkomst, som du månedligt skal betale i skat. Din skatteprocent afhænger af, hvor du har bopæl, da kommuneskatten kan variere. Den er almindeligvis på mellem 36-41 procent.

Eksempel: Pernille modtager den højeste dagpengesats, som er på 20.359 kr. (2024). Hun har et årligt personfradrag på 49.700 kr. (2024), hvilket svarer til et månedligt fradrag på 16.217 kr. Dette beløb kan hun trække fra sin månedlige dagpengesats, da hun ikke skal betale skat af beløbet. 20.359 kr. - 16.217 kr. = 16.217 kr. Pernille skal således kun betale skat af de resterende 16.217 kr.

Pernille bor i Viborg kommune, hvor den månedlige kommuneskat er på 38,53 pct. (2024). Hun skal således betale 38,53 pct. af de 16.217 kr. i skat, hvilket svarer til 6.248,41 kr., som skal betales i skat. 16.217 kr. - 6.248,41 kr. = 9.968,59 kr.

Det samlede beløb, som hun har til rådighed, efter hun har fraregnet sit fradrag og betalt skat af sine dagpenge, er således 16.217 kr. + 9.968,59 kr. = 14.110,59 kr.