Telefonsupport har åbent man. - tors. kl. 10.00 - 15.00. Chatten har åbent 9:00 -16.30. Fredag kl. 9.00 - 16.00
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

02. april 2024

Nummerplade

Det er et lovkrav, at alle biler og andre motorkøretøjer skal registreres og forsynes med en nummerplade. Læs med her og få svar på, hvilke krav der er til en nummerplade, hvad en nummerplade koster og hvordan du selv kan bestemme, hvad der skal stå på din nummerplade med en såkaldt ønskenummerplade.

Nummerplade kort fortalt

En nummerplade er en metal- eller plastikplade med en række tal og bogstaver. I Danmark består en nummerplade af to bogstaver og tre til fem tal, med undtagelse fra ønskenummerplader som vi forklarer om længere nede. Derudover har alle nummerplader internationale kendingsbogstaver, som indikerer, hvilket land køretøjet er fra. I Danmark er kendingsbogstaverne “DK”.

Nummerpladens nummer er også køretøjets registreringsnummer. Hver nummerplade er derfor unik, da nummerpladen har til formål, at kunne identificere ejeren af køretøjet. Det betyder også, at når først en bil har fået et registreringsnummer, skal nummerpladen ikke skiftes, selvom bilen sælges videre til en ny ejer.

De fleste køretøjer skal have en nummerplade både foran og bagpå, herunder biler, mens andre køretøjer kun skal have én nummerplade, herunder motorcykler og påhængskøretøjer, som kun skal have en nummerplade bagpå, hvor indregistrerede traktorer skal have en nummerplade foran.

Se, hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen.

Krav til danske nummerplader

Der er en række krav til, hvordan nummerpladen skal se ud, hvordan den skal fæstnes og synligheden af den.

Sådan skal din nummerplade se ud

  • Hvid plade med sorte tegn er for alle private køretøjer, taxier, busser, visse tjenestekøretøjer, traktorer og påhængsredskaber, herunder campingvogne

  • Gul plade med sorte tegn er for erhvervskøretøjer (vare- eller lastbiler), der ikke har betalt registreringsafgift eller har betalt nedsat afgift

  • Blå plade med hvide tegn er for diplomatkøretøjer

Krav til fæstning af nummerplader

Udover udseendet har det siden den 15. november 2015 været et lovkrav, at begge nummerplader på person- eller varebiler skal være fæstnet med mindst to skruer eller bolte for at forebygge tyveri. Disse skruer eller bolte skal være dækket af en hætte, der har samme farve som det sted, hvor de er fæstnet på nummerpladen. Derudover skal hætten sidde så godt fast, at den kun kan fjernes med værktøj.

Nummerplader fra før 1. april 1976 eller historiske nummerplader, er fritaget fra denne regel om fæstning, og skal blot fastgøres på den måde, der passer til det enkelte køretøj.

Ekstra nummerplade

En nummerplade skal altid være synlig. Det betyder, at hvis du eksempelvis transporterer en cykel bag på din bil, og din nummerplade derfor er helt eller delvis dækket, skal du have en ekstra løs nummerplade, du kan sætte bagpå. En ekstra nummerplade ser lidt anderledes ud end den almindelige, da tegnene er røde i stedet for sorte.

En ekstra nummerplade koster 110 kr. (2024) og kan bestilles på SKATs hjemmeside.

EU-symbol er ikke et krav

Det er valgfrit, hvorvidt du vil have en EU-nummerplade, det vil sige en nummerplade, hvor der er et EU-symbol på. Hvis du ønsker at skifte din oprindelige nummerplade uden EU-symbol til en EU-nummerplade, skal du selv betale for den nye nummerplade.

Ønskenummerplade – bestem selv, hvad der skal stå

Hvis du selv vil bestemme, hvad der skal stå på din nummerplade, det kunne eksempelvis være dit navn, skal du bestille en såkaldt ønskenummerplade. Du kan bestille din ønskenummerplade i Motorregisteret på SKATs hjemmeside eller hos en nummerpladeekspedition.

I 2024 gælder følgende for ønskenummerplade:

  • En ønskenummerplade kan indeholde en kombination af to til syv tal og/eller bogstaver.
  • En ønskenummerplade må ikke være stødende.
  • Et sæt ønskenummerplader koster 9.180 kr. + 200 kr. som betales ved registrering.
  • En ønskenummerplade gælder i otte år, hvorefter tilladelsen skal forlænges. Det koster 8.000 kr.
  • Skal ønskenummerpladen overføres til en anden bil koster det 360 kr.

Hvis jeg mister min nummerplade?

Der kan være flere grunde til, at man mister sine nummerplader. Det kan ske, at nummerplader bliver væk, stjålet, beskadiget eller slidt og dermed ulæselig. Du kan købe nye nummerplader hos SKATs motorcentre, som du finder på SKATs hjemmeside eller hos en pladeoperatør. Hvis du får stjålet dine nummerplader, skal du melde det til politiet og erklære dem bortkomne i Motorregisteret (dette kan gøre online på SKATs hjemmeside).

Hvad skal jeg medbringe, når jeg køber nye nummerplader?

Når du skal købe nye nummerplader, er det vigtigt, at du medbringer:

  • Køretøjets seneste registreringsattest

  • Billede-ID, eksempelvis kørekort eller pas

  • Oplysning om et forsikringsselskab, der er online i Motorregisteret eller et forsikringsbevis

Hvad koster en ny nummerplade?

Der er nogle standardpriser for nye nummerplader. Disse standardpriser gælder uanset, hvor du vælger at købe dem. Dog er der et gebyr, der kan varierer fra leverandør til leverandør. Hvis du bestiller gennem SKAT, skal du betale et ekspeditionsgebyr på 200 kr. udover selve standardprisen. Nedenfor kan du se en oversigt over priserne for de forskellige nummerplader:

 Type

 Pris (2024)

Et sæt nummerplader (almindelig)

 1.180 kr. + 200 kr. i gebyr

 En erstatningsnummerplade

 590 kr. + evt. 38 kr. i fragt

 En nummerplade (til fx MC, knallert, trailer)

 590 kr. + 200 kr. i gebyr

 Ekstra nummerplade (røde tegn)

 110 kr. + evt. 38 kr. i fragt

 Et sæt ønskenummerplader

 9.180 kr. + 200 kr. i gebyr

 Et sæt historiske nummerplader

 2.480 kr. + 200 kr. i gebyr