cart

27. marts 2019

Hvad er en konkurrence-klausul?

En konkurrenceklausul er en aftale mellem en arbejdsgiver og en medarbejder om, at medarbejderen ikke må være ansat i eller i øvrigt beskæftige sig med konkurrerende virksomhed efter sin fratrædelse. Du kan her læse om, hvornår og hvordan en konkurrenceklausul kan håndhæves.

Hvilke ansatte kan omfattes af en konkurrenceklausul?

Det er ikke alle medarbejdere, der kan blive omfattet af en konkurrenceklausul. Der kan kun laves konkurrenceklausuler for såkaldt særligt betroede medarbejdere (herunder direktører). Det vil sige medarbejdere, der har kendskab til særlige følsomme oplysninger for virksomheden, såsom erhvervshemmeligheder, produktudvikling, opfindelser eller væsentlige kunderelationer. Det er altså uvæsentligt, om der er tale om en funktionær eller ej. Det skal i konkurrenceklausulen beskrives, hvilke forhold der gør, at medarbejderen er særligt betroet.

Se hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen

video

Hvad forbyder en konkurrenceklausul?

En konkurrenceklausul forbyder den tidligere medarbejder, at udføre “konkurrerende virksomhed”. Hvad der præcis udgør konkurrerende virksomhed er en konkret vurdering, men det vil som regel omfatte virksomheder, der sælger lignende produkter eller tjenesteydelser til samme kundesegment som den tidligere arbejdsgiver.

Konkurrenceklausulen er typisk genstand for en bestemt geografisk afgrænsning. Det vil sige, at den konkurrerende virksomhed kun forbydes, hvis den samtidigt foregår inden for et nærmere angivet geografisk område.

Den geografiske afgrænsning må ikke være bredere end, hvad der er nødvendigt for at beskytte virksomheden. Konkurrenceklausulen kan eksempelvis begrænses til et geografisk område, såsom Sjælland, eller den kan være begrænset til virksomhedens umiddelbare marked, såsom i en radius på for eksempel 150 kilometer fra den tidligere arbejdsgivers virksomhed.

Hvor lang tid gælder en konkurrenceklausul?

En konkurrenceklausul må maksimalt have en varighed på 12 måneder regnet fra fratrædelsestidspunktet. Beregningen af kompensation for konkurrenceklausulen (som beskrevet nedenfor) er også afhængig af konkurrenceklausulens længde. Herudover skal man være opmærksom på, at det ikke er muligt at gøre en konkurrenceklausul gældende medmindre, at medarbejderen har været ansat i mindst 6 måneder.

En konkurrenceklausul koster!

En konkurrenceklausul er begrænsende for medarbejderens muligheder for fremtidig ansættelse. For at kompensere medarbejderen for denne begrænsning skal virksomheden betale medarbejderen en kompensation. Retten til kompensation skal fremgå skriftligt (af ansættelseskontrakten) og afhænger af konkurrenceklausulens varighed. Kompensationen udgør 40 procent af den løn, som medarbejderen modtog på tidspunktet for fratrædelsen, hvis konkurrenceklausulen har en varighed på op til 6 måneder, mens kompensationen udgør 60 procent, hvis den har en varighed på mellem 6 og 12 måneder.

Hvis medarbejderen finder et passende arbejde i den konkurrenceklausulens løbetid, kan virksomheden dog delvist modregne kompensationen i lønnen fra medarbejderens nye arbejde. Medarbejderen er dog uanset lønnen fra det nye arbejde berettiget til mindst 16 procent af lønnen på fratrædelsestidspunktet, hvis konkurrenceklausulen har en varighed på op til 6 måneder (3.-6. måned) og 24 procent, hvis den har en varighed på op til 12 måned (3.-12 måned). Ved fratrædelsen udbetales de første to måneders kompensation dog med det samme, og der kan ikke ske modregning i dette beløb, uanset om medarbejderen måtte finde andet passende arbejde.

Hvornår træder den i kraft?

Konkurrenceklausulen træder i kraft, når medarbejderen fratræder sin stilling, hvis fratrædelsen skyldes, at medarbejderen selv opsiger sin stilling, eller at medarbejderen opsiges af arbejdsgiveren pga. medarbejderens misligholdelse af ansættelseskontrakten.

Hvis det derimod er arbejdsgiveren, der opsiger medarbejderen (og opsigelsen ikke skyldes medarbejderens misligholdelse af ansættelsesforholdet), vil konkurrenceklausulen ikke kunne gøres gældende over for medarbejderen.

Med Legal Desk kan du nemt selv lave dine ansættelsesaftaler hvad enten de skal være med eller uden konkurrenceklausul. Du kan gratis lave ansættelseskontrakt for funktionær eller ansættelseskontrakt for timelønnet og vi tilbyder og direktørkontrakter til ansættelse af direktør.

Business
Borsen
Ekstra Bladet
Politiken
Leder

Dokumenter privat

Dokumenter erhverv