Support har åbent man. - tors. kl. 09.00 - 16.30. Fredag kl. 09.00 - 16.00 | kontakt@legaldesk.dk | Tlf. 93 87 78 89
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

15. december 2022

B-skat

B-skat er det beløb, du skal betale i skat af din B-indkomst til det offentlige. Men hvad er B-skat og B-indkomst egentlig? Og hvordan indberetter du B-skat? Få svarene i denne artikel, som også afklarer, hvad der sker, hvis du undlader at betale B-skat.

Hvad er B-skat?

B-skat er et beløb, du skal betale til staten, når du modtager B-indkomst. Der findes mange forskellige former for B-indkomst, men et typisk eksempel på en B-indkomst, er det honorar, du modtager som freelancer, når du eksempelvis har afholdt et oplæg, skrevet en artikel, spillet en koncert eller lignende.

Det, der får opkrævningen af B-skat til at afvige fra opkrævningen af A-skat, er, at B-skatten først skal indberettes og betales efter, at B-indkomsten er blevet udbetalt. A-skatten derimod trækkes allerede inden, at A-indkomsten bliver udbetalt. 

Hvad er B-indkomst?

Det, der er karakteristisk ved de forskellige former for B-indkomst, er, at B-indkomst oftest ikke er en fast indkomst på samme måde, som en almindeligt beskattet A-indkomst er. B-indkomster stammer oftest fra erhverv, hvor lønnen betales som honorar eller provision, mens en A-indkomst typisk stammer fra erhverv, hvor lønnen betales fast hver måned.

Følgende faggrupper besidder et erhverv, der formentlig gør lønnens udbetaling til en B-indkomst:

  • Musikere
  • Oplægsholdere
  • Selvstændige
  • Freelancere

Se hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen.

Hvordan indberetter jeg B-skat?

Du skal selv indberette og betale B-skat, da betalingen ikke sker automatisk. Det er derfor dit ansvar at sørge for, at B-skatten bliver betalt af din B-indkomst. 

Du kan indberette B-skat på to forskellige måder, afhængig af hvor fast din B-indkomst er. Du kan enten indberette og betale B-skatten gennem Netbank eller med Dankort. Alternativt kan du skrive B-indkomsten på din forskudsopgørelse og betale den i 10 rater årligt via SKAT. Raterne skal betales den 20. i hver måned på nær juni og december. 

B-indkomst som sjælden indtægtskilde

Hvis du allerede har et fast arbejde, der er din primære indtægtskilde og A-indkomst, og B-indkomsten kun er en sjælden indtægtskilde for dig, vil det formentlig være mest fornuftigt at indberette og betale B-skatten selv gennem Netbank eller med Dankort. Det skyldes, at B-indkomsten i et sådant tilfælde vil være en mindre indkomst, der er overskuelig at indberette selv løbende. 

B-indkomst som fast indtægtskilde

Hvis du imidlertid ikke har en A-indkomst, men lever af din B-indkomst, vil førstnævnte metode nok forekomme væsentligt mere uoverskuelig. I en sådan situation er din B-indkomst din faste indkomst, hvorfor det vil være mere naturligt at skrive B-indkomsten på din forskudsopgørelse.

Hertil skal det bemærkes, at du udover indberetningen aktivt skal sørge for, at B-skatten bliver betalt. Betaling kan ske ved, at du selv gør det 10 gange årligt gennem en bankoverførsel til SKAT. Alternativt kan du tilmelde dig Betalingsservice, således at du kan sikre dig, at betalingen sker korrekt og rettidigt hver gang.

Hvad sker der, hvis jeg ikke betaler B-skat?

Din B-indkomst er skattepligtig på samme måde som din A-indkomst. Det er således lovpligtigt at betale B-skat af sin B-indkomst, hvorfor du kan straffes med bøde af SKAT, hvis du ikke betaler. Derudover vil du også få et stort skattesmæk, hvis du undlader at betale skat i en længere periode, da det skattepligtige beløb i et sådant tilfælde kan ophobe sig til et uoverskueligt højt beløb.