Legal Desk
93 87 78 89 Alle hverdage 9 - 17

Skal mit årsregnskab revideres?

Alle selskaber skal hvert år indsende årsregnskab til Erhvervsstyrelsen. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at du skal have en revisor. I det følgende forklarer vi, hvornår du er forpligtet til at få dit årsregnskab revideret.

Hvad er revisionspligt?

Revisionspligt betyder, at virksomhedens årsregnskab skal revideres af en revisor. Ved en revision sikrer revisor, at det aflagte årsregnskab giver et retvisende billede af virksomhedens økonomiske situation - dvs. at indholdet i årsregnskabet stemmer overens med de værdier, der rent faktisk er i selskabet i form af blandt andet aktiver og passiver samt indtægter og udgifter.

Hvis din virksomhed er underlagt revisionspligt, er det ikke muligt at fravælge revision af årsregnskabet. Det er altid muligt at foretage et tilvalg af revision af årsregnskabet, også hvis virksomheden ikke er underlagt revisionspligt.

Se hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen

Er min virksomhed omfattet af revisionspligt?

Hvorvidt din virksomhed er omfattet af revisionspligt kommer an på, hvilken virksomhedsform du har, og hvor stor virksomheden er.

1. Enkeltmandsvirksomhed
Enkeltmandsvirksomheder er ikke selskaber og skal derfor slet ikke indsende årsregnskab, da de ikke er en selvstændige skattesubjekter. Det betyder, at det som udgangspunkt ikke er enkeltmandsvirksomheden, der betaler skat, men derimod ejeren. Enkeltmandsvirksomheden kan vælge at udarbejde et årsregnskab. Årsregnskabet vil ikke være underlagt revisionspligt.

2. Interessentskab
Interessentskaber er heller ikke selskaber i årsregnskabslovens forstand, og interessentskaber er derfor ikke forpligtede til at indsende årsregnskab. Hvis interessentskabet frivilligt vælger at udarbejde og indsende årsregnskab, er der ikke revisionspligt. Vær opmærksom på, at interessentskaber ikke er fritaget for årsregnskab, hvis alle ejerne (interessenterne) er kapitalselskaber (IVS, ApS eller A/S).

3. Kapitalselskab
Iværksætterselskaber (IVS), Anpartsselskaber (ApS) og Aktieselskaber (A/S) går under fællesbetegnelsen kapitalselskaber. Et kapitalselskab skal indsende årsregnskab til Erhvervsstyrelsen. Kapitalselskaber er som udgangspunkt også underlagt revisionspligt.

Hvis der er tale om et mindre selskab, er der dog mulighed for at fravælge revisionspligt. Hvis selskabet ikke overskrider to af de følgende værdier i to regnskabsår i træk, er det ikke underlagt revisionspligt:

  1. En balancesum på 4 mio. kr.
  2. En nettoomsætning på 8 mio. kr.
  3. Et gennemsnitligt antal heltidsansatte i løbet af regnskabsåret på 12

Hvis dit selskab er nystiftet eller ikke er over 2 år gammelt, vil du automatisk være omfattet af undtagelsen og dit selskabs årsregnskab skal derfor ikke revideres.

I praksis skal du fravælge revision, når du gør brug af undtagelsen. Når du stifter dit selskab, skal du oplyse det i dit stiftelsesdokument. Er dit selskab allerede stiftet, vælger du på den årlige generalforsamling at næste årsregnskab ikke skal revideres.

Læs mere om, hvordan du fravælger revision her.

Andre grunde til valg af revisor

En virksomhed kan som sagt altid selv vælge, at et årsregnskab skal revideres af en revisor, ligesom dette kan fremgå af aftale med samarbejdspartnere eller selskabets vedtægter. Der kan også være andre fordele ved at lade sit regnskab revideres frivilligt. Revision kan for eksempel skabe en større tiltro til virksomheden i forhold til kunder, leverandører og samarbejdspartnere, ligesom revision kan være et krav fra en investor.

Dokumenter Privat

Arv

Samliv & Børn

Fuldmagter

Lån & Gaver

Bolig

Dokumenter Erhverv

Stiftelse af Selskab

Administration af Selskab

Medarbejdere

Diverse aftaler