04. september 2024
I dag findes der en masse forskellige familiekonstellationer, og især sammenbragte familier er ganske udbredt. Lever du i en sammenbragt familie, skal du derfor være opmærksom på, hvordan du bedst muligt sikrer dig og din familie. Her kan du læse om, hvordan børn fra tidligere forhold, såkaldte særbørn, står stillet juridisk og hvilke rettigheder, de har.
Kort fortalt er definitionen på et særbarn et barn, som kun den ene af to ægtefæller eller samlevere er forælder til. Der er altså tale om et barn fra et tidligere forhold eller ægteskab, hvorfor det kun er den ene part i det nuværende forhold, der er forælder til barnet.
I juridisk forstand er særbørn anderledes stillet end fællesbørn – uanset hvordan du anser dem rent personligt. Det er særligt i forhold til arv efter deres biologiske forælder og stedforælder, at du skal være opmærksom på den juridiske forskel på fællesbørn og særbørn.
Ifølge arveloven er det kun en persons biologiske børn (og adoptivbørn), der arver efter personen. Det betyder, at særbørn altså kun arver efter deres biologiske forælder, men ikke efter den biologiske forælders samlever eller ægtefælle, uanset hvordan og hvor længe, de har boet sammen.
Arvelovens skelnen mellem særbørn og fællesbørn kan have en lang række konsekvenser for en sammenbragt familie. Hvis I ønsker, at alle jeres børn – særbørn og fællesbørn – skal arve på lige fod, skal I oprette et testamente. Det samme gælder, hvis I er en sammenbragt familie med særbørn og ingen fællesbørn.
Du kan læse mere om testamente for ugifte samlevende med særbørn her.
Hvis I er gift og har særbørn, så bør I være opmærksomme på, at særbørnene kan være en hindring for, at længstlevende ægtefælle kan sidde i uskiftet bo, når én af jer går bort. Det er nemlig sådan, at hvis særbarnets forælder går bort, kan den længstlevende ægtefælle ikke sidde i uskiftet bo uden særbarnets samtykke.
Eksempel: Andreas og Bettina er gift. De har fællesbarnet Casper, og derudover har Andreas særbarnet Daniel fra et tidligere forhold. Hvis Andreas skulle gå bort, kan Bettina kun sidde i uskiftet bo, hvis Daniel accepterer dette. Da Casper er et fællesbarn, kan han ikke modsætte sig uskiftet bo, og hans samtykke skal derfor ikke indhentes.
Da ægtefæller ofte gerne vil have mulighed for at sidde i uskiftet bo efter hinanden, vælger mange at bede deres særbørn underskrive en erklæring om samtykke til uskiftet bo. Du skal være opmærksom på, at børnene som udgangspunkt kun kan give samtykke, hvis de er myndige. Mindreårige kan altså ikke give samtykke til uskiftet bo. På den måde kan personer med myndige særbørn sikre deres ægtefælle i tilfælde af død. Du kan læse mere om og lave et samtykke til uskiftet bo her.
Skab en retfærdig fordeling af arven med et testamente. Med Legal Desk kan dette gøres online – og det behøver ikke tage mere end 15 minutter. Vores testamente er 100 % juridisk gyldigt og tager højde for de juridiske forhold, som du behøver, til en langt billigere pris end den traditionelle advokat. Alt, hvad du skal gøre, er at udfylde vores formular, og så modtager du straks testamentet, klar til at blive underskrevet.
Opret dit testamente med Legal Desk her.