Support har åbent man. - tors. kl. 09.00 - 16.30. Fredag kl. 09.00 - 16.00
Alternate Text

Din version af [[BrowserName]] er forældet, og nogle funktioner på siden virker muligvis ikke korrekt. Vi anbefaler, at du bruger den seneste version af Google Chrome

Ignorér / luk

16. april 2024

Hvad er et fleksjob?

Hvis du ikke kan arbejde på normale vilkår, har du mulighed for at få et fleksjob. På den måde kan mennesker med nedsat arbejdsevne være en del af arbejdsmarkedet. Men hvad er et fleksjob og hvilke regler gælder? Du kan i denne artikel læse mere omkring fleksjob.

Fleksjob kort fortalt

Et fleksjob er et arbejde i en privat eller offentlig virksomhed, der er på nedsat tid og med særlige skånehensyn, enten fysiske eller psykiske. Det vil sige, at der tages hensyn til den enkelte medarbejders arbejdsevne. Arbejdet tilrettelægges derfor ud fra medarbejderens evne og behov for at blive skånet. Arbejdstempo, arbejdsopgaver, behov for pauser, arbejdstid og antal arbejdstimer er altså alt sammen noget, der tilpasses til den enkelte medarbejder.

Den 1. januar 2013 trådte der nye fleksjobregler i kraft. Der gælder derfor forskellige regler for ansatte i fleksjob afhængig af, om du er ansat i fleksjob før den 1. januar 2013 eller efter.

Se, hvordan Legal Desk virker. Artiklen fortsætter under videoen

Hvem kan få et fleksjob?

Det er kommunen, der skal bevilge et fleksjob. Det er derfor også kommunen, der skal afgøre, hvorvidt du er berettiget til at få et fleksjob. Derudover bidrager kommunen med et økonomisk tillæg til den fleksjobansattes løn. For at du kan få bevilliget et fleksjob skal følgende betingelser være opfyldt:

  1. Du skal være under pensionsalderen

  2. Du må ikke modtage førtidspension

  3. Du skal have varig og væsentlig nedsat arbejdsevne

  4. Du skal have afprøvet alle relevante arbejdstilbud forinden

Hvor længe kan jeg være i fleksjob?

Efter de nye regler trådte i kraft i 2013 har du ret til et fleksjob i en periode på fem år, derfor kaldes det midlertidigt fleksjob. Efter de fem år skal kommunen vurdere om den fleksjobansatte fortsat har ret til fleksjob og på den måde kan fortsætte i sit fleksjob, eller finde et andet fleksjob i en ny femårig periode. Der gælder dog andre regler for retten til fleksjob, hvis du er fyldt 40 år. Efter den femårige periode kan fleksjobansatte over 40 år nemlig få mulighed for at få et permanent fleksjob.

Hvis du blev ansat i fleksjob før den 1. januar 2013 gælder de hidtil gældende regler, hvis du er ansat i samme fleksjob.

Hvad er lønnen og løntilskuddet for en fleksjobansat?

Den fleksjobansattes løn og løntilskud afhænger af om han eller hun er ansat i fleksjob før eller efter den 1. januar 2013.

Løn fra arbejdsgiver (ansat efter den 1. januar 2013)

Ansatte i fleksjob, der blev ansat efter den 1. januar 2013, får løn for det arbejde, der bliver udført, altså den reelle arbejdsindsat den ansatte yder. Den reelle arbejdsindsats betyder, at en ansat i fleksjob får løn for effektivitet og ikke for de antal timer, den ansatte er på arbejde. Det er jobcenteret, som vurderer arbejdsevnen i fleksjobbet, herunder hvor mange timer personen kan arbejde og selve arbejdsintensiteten. Denne vurdering danner grundlag for aftalen mellem den ansatte og arbejdsgiveren.

Eksempel 1: Flemming vurderes til at kunne arbejde 20 timer om ugen med intensitet på 100 pct. Flemming bliver derfor aflønnet for 20 timer om ugen.

Eksempel 2: Kirsten vurderes til at kunne arbejde 30 timer om ugen, men med intensitet på 50 pct., fordi skånebehovet i jobbet består af hvilepauser i løbet af arbejdsdagen. Kirsten bliver derfor aflønnet for 15 timer om ugen.

Eksempel 3: Hans vurderes til at kunne arbejde 15 timer om ugen, men på grund af betydelig funktionsnedsættelse som følge af psykisk ustabilitet, arbejder Hans med 30 pct. intensitet. Hans bliver derfor aflønnet for 4,5 time om ugen.

Tilskud fra kommunen (ansat efter den 1. januar 2013)
Ansatte i fleksjob får udover deres løn fra arbejdsgiveren også et tilskud fra kommunen. Tilskuddet beregnes med udgangspunkt i 19.333 kr. (2024) før skat om måneden, men bliver reguleret på baggrund af den fleksjobansattes lønindtægt. Tilskuddet aftrappes med en modregningssats på 30 pct. indtil den samlede indtægt udgør 16.323 kr. (2024) om måneden før skat. Hvis den fleksjobansattes lønindtægt er mere end 16.323 kr. (2024) om måneden nedsættes fleksløntilskuddet med 55 pct.

Løn og løntilskud (ansat før den 1. januar 2013)
Ansatte i fleksjob, der blev ansat i deres nuværende fleksjob før den 1. januar 2013 får overenskomstmæssig løn og arbejdsvilkårene er fastsat i samarbejde med de faglige organisationer. Arbejdsgiveren får et offentligt tilskud, der svarer til halvdelen eller totredjedele af den mindste overenskomstmæssige løn. Tilskuddet afhænger af medarbejderens arbejdsevne og tilskuddet tages løbende op til revurdering i forhold til om den ansattes arbejdsevne ændrer sig.

Kan man få fleksjob på sin nuværende arbejdsplads?

Hvis du ønsker, at blive ansat i fleksjob på din nuværende arbejdsplads er det et krav, at du skal have været ansat der i mindst 12 måneder efter overenskomstens sociale kapitel eller på særlige vilkår. Dette gælder dog ikke, hvis du har været udsat for en alvorlig arbejdsskade eller ramt af en alvorlig sygdom. Overenskomstens sociale kapitel findes i mange overenskomster og er udformet forskelligt. Det handler typisk om forebyggelse, fastholdelse og integration. Det sociale kapitel gør det muligt for arbejdspladsen, at afvige fra overenskomstens normale aftaler om løn og ansættelsesvilkår og dermed fastholde en medarbejder på arbejdspladsen. Bliver man ansat efter sociale kapitler er det uden løntilskud fra det offentlige.

Kan jeg få fleksjob i min selvstændige virksomhed?

Efter de nye fleksjobregler er det ikke muligt at få fleksjob som selvstændig virksomhed.
Men du kan som erhvervsdrivende søge om støtte i form af et offentligt tilskud, hvis du har nedsat arbejdsevne. For at opnå dette tilskud skal du opfylde følgende betingelser:

  1. Din virksomhed skal være din hovedbeskæftigelse

  2. Du skal have en varig og væsentlig nedsat arbejdsevne i forhold til arbejdet i din virksomhed

  3. Du skal have arbejdet i din virksomhed i, hvad der svarer til minimum 30 timer om ugen i sammenlagt 12 måneder inden for de sidste 24 måneder

Hvad kan jeg få i støtte som selvstændig erhvervsdrivende?

Du kan få et tilskud på maksimalt 156.953 kr. (2024) om året, hvis du bliver godkendt til at modtage støtte fra kommunen. Tilskuddet nedsættes med 30 pct. af din virksomheds overskud og 30 pct. af evt. anden arbejdsindkomst. Det betyder, at tilskuddet ophører, hvis virksomheden har et overskud på ca. 480.000 kr. (2024) om året. Tilskuddet afhænger derfor af din virksomheds overskud. Du vil hver måned få udbetalt en tolvtedel af det beregnede årlige tilskud.

Hvordan søger jeg om fleksjob?

Hvis du vil søge om at komme i fleksjob skal du kontakte det jobcenter som du tilhører, uanset om du er ledig, sygemeldt eller allerede er i job. Hvis jobcentret vurderer, at du kan søge fleksjob, er det en god ide at få et fleksjobbevis. Et fleksjobbevis gør arbejdsgiveren opmærksom på, at du er godkendt til at få et fleksjob. Derudover fortæller det også, hvilke skånebehov du har.

Skriftlig ansættelseskontrakt

Som ved en almindelig ansættelse kræver et fleksjob også en ansættelseskontrakt, hvor arbejdsforholdene er beskrevet. Arbejdsforholdene skal være tilpasset den enkelte fleksjobansattes arbejdsevne og behov.

Hvad skal arbejdsgiveren gøre?

Jobcentret skal godkende fleksjobbet før, at du kan begynde i dit fleksjob. For at godkendelsen kan ske, skal arbejdsgiveren give information om den fleksjobansattes lønforhold og hvad en person i samme stilling ville få, hvis det var en almindelig fuldtidsstilling. Jobcentret skal have denne information for at beregne, hvad du skal modtage i fleksløntilskud.

Hvis jeg bliver ledig, når jeg er bevilliget fleksjob

Hvis du er bevilget et fleksjob, men ikke har et arbejde, kan du modtage ledighedsydelse. Du kan derimod ikke modtage dagpenge fra a-kassen, når du er fleksjobber og bør derfor overveje, hvorvidt du skal opsige dit medlemskab hos a-kassen.

Ledighedsydelsen udgør enten 89 pct., 80 pct. eller 60 pct. af den højeste dagpengesats.

Størrelsen på ledighedsydelsen afhænger af den enkeltes situation.

For at modtage den højeste ledighedsydelse skal den fleksjobs berettigede enten:

  1. Have modtaget sygedagpenge

  2. Være berettiget til syge- eller barselsdagpenge

  3. Have deltaget i revalidering efter en jobplan

  4. Have modtaget ledighedsydelse efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse

  5. Været ansat i fleksjob i ni måneder inden for de seneste 18 måneder.

Hvis du ikke opfylder en af ovenstående betingelser vil du modtage en ledighedsydelse, der svarer til 80 pct. eller 60 pct. af den højeste dagpengesats, afhængig af om du er forsørger eller ej.

Opret gratis ansættelseskontrakt med Legal Desk

Hvis du som arbejdsgiver skal ansætte en månedslønnet funktionær eller en timelønnet, kan du nemt og hurtigt oprette en ansættelseskontrakt gratis med Legal Desk online.